Hjemmesiden er fortsat under opbygning

24.03.04

GENERALFORSAMLING 2024

   

DIALOGMØDE OM FISKECENTRET PÅ HAVNEN


 

Mandag den 19. juni 2023, klokken 19.00, indbyder Rørvig Havns Brugerråd til dialogmøde* om havnens forhold. Bestyrelse anbefaler at medlemmerne møder op deltager i drøftelserne.

 

Medlemmer af brugerrådet vil orientere om og drøfte, hvad der er af maritime tiltag på havnen.

Det ubetinget mest interessante for borgerne i Rørvig er imidlertid de fremskredne planer for det planlagte ”FORMIDLINGSCENTER FJORD OG FISK RØRVIG”, der i et samvirke med Amatørfiskerforeningen i Rørvig og GeoPark Odsherred ønsker at opføre et stort bygværk på bryggen (sydmolen).










Medlemmer af centrets bestyrelse** vil i henhold til dagsordenen for mødet orientere om det bygværk, der er skitseprojekteret, hvorledes centret ventes støttet

med kommunalt ejendomsareal og finansieret med kommunale midler*** samt fondsstøtte.

Det forventes, at der bliver forklaret, hvorfor Centret netop ønskes placeret i det allerede pressede maritime miljø på Rørvig Havn, herunder, hvad det betyder,

at der i bygværket også vil blive placeret en GeoPark-højskole og en pædagoguddannelse.

Ligeledes ventes det også forklaret hvilke konsekvenser det vil få, at der skal udsættes noget i centret manipuleret fiskeyngel i den beskyttede Isefjord! Ligeledes forventes det forklaret, hvorledes centret ønsker at konkurrenceudsætte havnens virksomheder med åbning af ”Gastro-arrangementer” med deltagelse af Det Vilde Køkken, Rørvig Kro, Dragsholm Slot og et ”Folkekøkken”?









 

Det er første gang borgerne i Rørvig får lejlighed til at høre om, hvad deres skattekroner og kommunal ejendom vil blive brugt til ved Formidlingscentret!

 

 

* Alle er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig. Der kan købes drikkevarer.

** Bestyrelsen består af formand Søren Uldahl Lund (Amatørfiskerforeningen), Anders Holst (Rørvig By og Land), Jakob Walløe Hansen (Geopark Odsherred), Søren Riiskjær (Amatørfiskerforeningen), Søren Hougaard Madsen (Brugerrådet for Rørvig havn), Biolog Dorthe Andersen og Jurist Cecilie Struck Drøhse.

*** Odsherreds Kommune har allerede bidraget med 150.000 skattekroner (der dog kun udbetales, hvis godkendelse i øvrigt opnås), grundareal stillet til rådighed, samt bidrag gennem den delvist kommunefinansierede GeoPark-organisation.

- Illustrationerne er offentliggjort på Amatørfiskerforeningens hjemmeside.


Rørvig-Nakke Bygningsbevaringsforening har endnu ikke fået projektet til høringsudtalelse.

Foreningen kan dog med det forelagte konstatere, at projektet ikke kan realiseres inden for de rammer lokalplanen indeholder.

     

Nedlæggelse af en bolig og nedrivning af et historisk bygværk i Rørvig. (Østergade 4).

Foreningen har 24. maj 2023 modtaget en ny henvendelse fra Odsherred Kommune, der anmoder om en udtalelse vedrørende ejendommen Østergade 4, dameskrædderens hus. Årsagen er at ejeren af købmandsgården har erhvervet ejendommen med henblik på at inddrage den i et større projekt1 til fuldstændig fornyelse af købmandsgården bygværker.

Foreningen blev anmodet om at tage stilling til om boligen i bygværket, indenfor lokalplanens rammer, kan nedlægges og bygværket nedrives?

Foreningen har i sit responsum anbefalet, at der ikke gives tilladelse til nedlæggelse af boligen - og heller ikke til nedrivning af bygværket - der er et af de få originale huse i byens midte. Foreningens anbefaling er i nøje overensstemmelse med den bevarende lokalplan for bymidten.

Udtalelsen var ikke svær at udarbejde, idet der i bevaringslokalplan 2011-36 allerede detaljeret er bestemt, at boliger i bymidten skal bevares samt at bygværket er bevaringsværdigt. Dette, at et bygværk er ”bevaringsværdigt” betyder naturligvis, at det skal bevares - det kan IKKE fjernes!

(Efter byrådets beslutning om nedrivning af Amalievej 10 er der skarp fokus på, at bestemmelserne i lokalplanen skal overholdes til punkt og prikke - det søger foreningen at hjælpe forvaltningen med!).


















Østergade 5 er i øvrigt et fuldmuret hus, der trænger til vedligehold, men med enkle midler kan restaureres til et smukt hus i gadebilledet, og der kan om ønsket for ret små midler indrettes en moderne udstyret familiebolig i for- og sidehus. (Her er et billede af den eventuelt restaurerede facade).

Hvert medlem har som sædvanligt modtaget en kopi af den fulde tekst af foreningens udtalelse. Dette er kun en kort orientering om foreningens anbefalinger.

 

  1. Foreningen forventer også at blive hørt om projekterne vedrørende købmandsgården.



 

Odsherred Kommunes beslutning om at det nyopførte bygværk Amalievej 10 skal nedrives, har medført en mængde tilkendegivelser i sociale medier og presse, der stort set alle undgår at komme ind på den betydende sammenhæng - nemlig, at det omhandlede bygværk er meget for stort og ikke er opført i overensstemmelse med den (forkert) givne byggetilladelse, hvorfor retslig lovliggørelse ikke kan foretages via en eventuel ny byggetilladelse med et antal påbud om betydelig ændring af det opførte.  Foreningens ledelse har derfor udarbejdet nedenstående korte redegørelse til medlemmerne.

 

Nedrivning af nyt bygværk i Rørvig (Amalievej 10)

 

Det fremgår af referatet fra det seneste byrådsmøde i Odsherred Kommune, at det nyopførte bygværk på ejendommen Amalievej 10 skal ’fysisk lovliggøres’ ved en komplet nedrivning og fjernelse. 

Forhistorien er, at forvaltningen for et par år siden gav byggetilladelse til et indsendt projekt på 354 kvadratmeter, der var udformet således, at der uoplyst var talrige uoverensstemmelser (angiveligt 27) med Lokalplan 2011-36. Hverken i ansøgningen eller i byggetilladelsen er der redegjort for uoverensstemmelserne - dog bortset fra, at der (alene) andrages og gives 2 dispensationer. Der dispenseres meget væsentligt for udnyttelsesgraden, hvorved bebyggelsesprocenten kan øges fra sædvanlige 30% til 39%, eller 354 m2, og der dispenseres for bygningsbredden, så bredden kan øges fra lokalplanbestemte 7,5 meter med øget isoleringstykkelse, det vil sige til cirka 7,9 meter.

Den stedlige Grundejerforening afgav tidligt en klage over byggetilladelsen, hvor man i klagen anfører, at lokalplanen skal følges samt at forvaltningen (i.e. byrådet) alene kan give få og for lokalplanens egentlige hensigt uvæsentlige dispensationer.

Grundejerforeningens klage medførte, at Klagenævnet hjemviste byggesagen til ny behandling i kommunen. (På dette tidspunkt var bygværket fuldt opført). Forvaltningen havde ikke ret til at udstede byggetilladelse til et bygværk, der i betydende grad er i uoverensstemmelse med lokalplan, byggelov etc..

Ejendommens ejer reagerede herpå ved at andrage om lovliggørelse af det opførte - det er dette, der medfører, at byrådet finder, at uoverensstemmelserne med lokalplanen er så store, at ændringspåbud ville være så omfattende at ’lovliggørelse’ skal ske ved nedrivning og fjernelse af bygværket. Odsherred Kommune har pligt til at søge bygværket lovliggjort!

 

Byrådet har noteret, at kommunen i et vist omfang bør yde ejeren erstatning for det i henhold til (den hjemviste) byggetilladelse opførte. Erstatningen vil dog være begrænset af, at byggetilladelsen ikke er fulgt af ejeren. Dette angår blandt andet de givne 2 dispensationer, der ikke er fulgt. Der er tilladt et bygværk på 354 m2, men opført 473 m2 og der tilladt en bygningsbredde på cirka 7,9 meter, men udført en bredde på 17 meter.

Hertil kommer, at ejeren har selvstændig pligt til at følge bestemmelserne i lovgivningen, herunder lokalplanen. Det gælder her, at fejl i forvaltningens sagsbehandling og byggetilladelse ikke berettiger ejeren (eller dennes arkitekt eller entreprenør) til at ignorere den gældende lovgivning.

Ejeren kan således ikke kræve erstatning fra kommunen for et bygværk, der ikke er opført i overensstemmelse med den hjemviste byggetilladelse og heller ikke for udformninger, der er i uoverensstemmelse med lokalplan og byggelov.


Bestyrelsen

5. maj 2023



Notatets tekst bliver direkte via email tilstillet hvert medlem af bygningsbevaringsforeningen.


TILKENDEGIVELSE VEDRØRENDE EJENDOMMEN AMALIEVEJ 10, RØRVIG


Foreningen har den 8. april 2023 uopfordret afgivet en tilkendegivelse til Odsherred Kommune, Vækst- og Udviklingsudvalget,

hvor sagen om det på ejendommen opførte bygværk er på dagsordenen den 11. april 2023.

Tilkendegivelsen omhandler mulighederne for lovliggørelse, hvor Planklagenævnet har hjemvist den af kommunen afgivne byggetilladelse til ny behandling.

Da bygværket er opført, og i sin nuværende form ikke kan opnå ibrugtagningstilladelse, skal der - kort fortalt - tages stilling til eventuel nedrivning, eller en meget omfattende ombygning, for at bringe bygværk og ejendom i overensstemmelse med lovgivningen - idet der især er omfattende brud på bestemmelserne i den gældende lokalplan. (Foreningen har tilbudt kommunen medvirken med sin historiske- og faglige lokalviden, ved det videre sagsforløb!)


Tilkendegivelsens tekst bliver direkte via email tilstillet hvert medlem af bygningsbevaringsforeningen.


8. april 2023


RESPONSUM TIL ODSHERRED KOMMUNE


Foreningen har efter anmodning fra Odsherred Kommune, modtaget den 22. marts 2023, udarbejdet et responsum vedrørende en henvendelse fra en ejer af en ejendom i Strædet, i Rørvig. Ejendommen er omfattet af den bevarende lokalplan 36, hvorved det er kommunalbestyrelsen, der skal tillade ændringer ved eller nedrivning af bygværket. Bygværket er klassificeret med karakteren ’HØJ’, primært som følge af, at det indgår i det kulturmiljø Strædet udgør.

 

Ejeren (via arkitektrådgiver) anmoder - under henvisning til forhold ved selve bygværket - om at bygværket af-klassificeres. Ligeledes anmodes om en tilkendegivelse, af hvorvidt bygværket i påkommende tilfælde kan nedrives og erstattes af et nyt bygværk. (Dette kræver også kommunalbestyrelsens tilladelse, idet ejendommen ligger i et område, der er reguleret med en bevarende lokalplan).

 

Foreningen har drøftet anmodningen på sit bestyrelsesmøde den 22. marts 2023, har besigtiget ejendommen, og afgivet sit responsum den 26. marts 2023.

 

Foreningen har anbefalet, at der IKKE tillades af-klassificering. Ligeledes har foreningen anbefalet, at der IKKE gives tilladelse til nedrivning.

 

Den fulde ordlyd af responsummet er gengivet i det Nyhedsbrev, der er tilsendt hvert medlem den 27. marts 2023.



28. marts 2023



I forbindelse med generalforsamlingen 3. marts 2023 blev det tilbudt af forlaget, og eksklusivt aftalt, at medlemmer af Rørvig-Nakke Bygningsbevaringsforening i fremtiden kan købe de af forlaget udgivne bøger med 30% rabat.


Bøger købes og betales på forlaget 'BOGVÆRKET's hjemmeside bogværket.dk.

Medlemmerne skal i købskurven, i feltet "Har du en rabatkupon?" anføre koden "Bevaring". Indkøbskurvens endelige pris reguleres dermed automatisk med den aftalte rabat, og viser den korrekte saldopris, der skal betales.


Foreningen kan især anbefale den her viste bog. Den er forfattet af bibliotekar Kurt Sørensen, der er en af foreningens stiftere, og bogen er illustreret af Torben Arendal, der er nyvalgt næstformand i foreningen.

Bestyrelsen 7. marts 2023


ARKITEKTUR ER FOR ALLE




KONSTITUERINGSMØDE 6. MARTS 2023

Dagsorden og protokol:


Dagsorden og Protokol fra Generalforsamlingen 3. marts 2023:




Pressemeddelelsen resulterede i en omfattende og positiv omtale i NordvestNyt (Stefan Andreasen) den 16. december 2022 


NOTAT FRA STIFTELSESMØDE:



12. december 2022

 

Rørvig-Nakke Bygningsbevaringsforening

 

Stiftelsesmøde den 11. december 2022, i Rørvig Sejlklubs Klubhus

 

 

Mandag blev der på et velbesøgt møde i sejlklubbens lokaler stiftet en bygningsbevaringsforening for Rørvig-Nakke.

 

Der kom 31 personer tilstede, heraf tilmeldte 28 sig straks foreningen. Blandt stiftelsesmødets deltagere var interesserede borgere, ledelsespersoner fra nogle af de betydende foreninger i lokalområdet og lokale fagkyndige.

 

Forsamlingen drøftede den fremtidige forenings opgaver. Der var betydelig enighed om foreningens nødvendighed og om, at foreningen skal tilstræbe at være tidligt ude med sin bistand ved kommende byggesager og derved hjælpe politikere og forvaltning til, at ’sager’ som Amalievej 10 og Trollesvej 19 aldrig igen finder sted. Instrumentet for denne konstruktive bistand er, at Bygningsbevaringsforeningen får høringsret ved byggesager og andre tiltag i foreningens område, så foreningen kommer ind over og medvirker, før forvaltningen realitetsbehandler.

 

Foreningen vil tilbyde bistand til de ejere af bevaringsværdige huse, som anmoder om det!

 

Der var fokus på, at eksempelvis den lokalplan (36), som den tidligere forening (Bevaringsforeningen for Rørvig Sogn) i 2010 var med til at formulere og bidrog til, skal  søges benyttet uden alt for mange dispensationer. Til mødet forelå en foreløbig liste over de forventede fremtidige byggesager i foreningens område og andre indsatsområder.

 

Der blev nedsat en interimsbestyrelse på 7 personer, der har som opgave at løbe foreningen i gang og forberede den første generalforsamling den 3. marts 2023. (Oplysninger om foreningen findes på www.roervigbevaring.com).

 

RNB / Info@roervigbevaring.com

STIFTELSESMØDE 11. DECEMBER 2022


Stiftelsesmøde blev afholdt den 11. december 2022 i Rørvig Sejlklubs lokaler på Rørvig Havn. Tilstede var stiftere, Torben Arendal, Susse Brandt, Lone Bruun, Steen Bruun, Tom Keller Bruun, Simon Christiansen, Annie Brydegaard Danielsen, Otto Graham, Einar Olsen, Finn Sandbo, Lone Sandbo og Kurt Sørensen (Jon Vedel var forhindret) og desuden 17 interesserede lokale borgere.

Foreningen blev stiftet med 28 medlemmer og det første udkast til vedtægt blev godkendt.


Der var bred enighed om, at en forening, der favner bygningskulturen i vores lokalområde, Rørvig, Nakke, Skansehage og Korshage mm., er savnet og nødvendig. Foreningen får som formål at virke for bevaring og udvikling af det eksisterende kulturmiljø og de bevaringsværdige bygninger i lokalområdet. Man vil gerne i fællesskab samle lokal kulturviden og søge at yde bistand til borgere, der anmoder derom. Især ønskede forsamlingen at tilbyde de offentlige bygningsmyndigheder tidlig og rettidig bistand til plan- og bevaringsbestræbelser og man vil søge indflydelse på arbejdet med lokalplaner etc.


Foreningen skal arbejde for, at nyt byggeri og ændringer i de eksisterende kulturmiljøer integreres i det eksisterende bevaringsværdige med omtanke og kvalitet og vil i denne sammenhæng tilbyde kommunens politikere og forvaltning bistand til det, der ligger udenfor det rent plan- og byggelovmæssige; nemlig det, der støttes af lokalviden og forståelse af vores særlige kulturmiljø og historie.


Foreningen vil, hvor der er sammenfald af interesser, søge samvirke med foreninger i lokalområdet.


Med denne baggrund nedsatte stiftelsesmødet en interimsbestyrelse, der fik som opgave at løbe foreningsapparatet i gang og forberede den første generalforsamling, der forventes, afholdt den 3. marts 2023. Interimsbestyrelsen vil forinden udsende et par nyhedsbreve til medlemmerne.



(Nederst på hjemmesiden forefindes en tilmeldingsblanket, der kan printes og fremsendes. Alternativt kan de ønskede oplysninger fremsendes på mail til info@roervigbevaring.com, eller rhi@lodsen.com.)

FORENINGENS FORMÅL (Vedtægten)

Foreningen har som formål at virke for bevaring og udvikling af det eksisterende kulturmiljø og bevaringsværdige bygninger i lokalområdet. Formålet udvirkes ved i fællesskab at samle lokal kulturviden, ved at yde bistand til borgere, der anmoder derom, ved at tilbyde de offentlige myndigheder bistand til plan- og bevaringsbestræbelser og ved at søge indflydelse på arbejdet med lokalplaner etc.. Foreningen arbejder for, at nyt byggeri og ændringer i de eksisterende kulturmiljøer integreres i det bevaringsværdige med omtanke og kvalitet.

 

Foreningens medlemmer danner et upolitisk fællesskab, der i alliance virker i et åbent forum og giver dem mulighed for, at de, der i bevaringssammenhæng har behov mødes med de, der har viden, interesse og overskud til at virke for fællesskabets interesse i vores værdifulde landsbyer og bygværker mm..


Foreningen blev stiftet den 11.12.2022 og benytter som logo det tegn, der refererer til Haager Konventionen af 14.05.1954. Logoet bæres af og på kulturværdier, der bør beskyttes.

 

Tilmeldingsblanket findes nederst på siden

Bevaringsværdige huse Rørvig, Nakke og Korshage, alle bygværkerne er registreret i kommuneplanen og i de lokalplaner der findes. Nedenfor er en komplet liste over foreningsområdets bevaringsværdige huse. (3 sider).

Kortene indgår i Odsherred kommuneplan.

Lodsoldermandsgaarden i morgensolen 8. februar 2023/sc

 info@roervigbevaring.com



 

 

Vedtægt for

RØRVIG-NAKKE BYGNINGSBEVARINGSFORENING

 

FORMÅL OG HJEMSTED

1

Foreningens navn er ’Rørvig-Nakke Bygningsbevaringsforening’. Den har hjemsted og medlemskreds i Rørvig, Odsherred Kommune.

 

2

Foreningen virker for bevaring og udvikling af eksisterende kulturmiljø og bevaringsværdige bygninger i lokalområdet[1]. Formålet udvirkes ved at samle lokal kulturviden, ved at yde bistand til borgere, der anmoder derom, ved at tilbyde de offentlige myndigheder bistand til plan- og bevaringsbestræbelser og ved at søge indflydelse på arbejdet med lokalplaner etc.[2]. Foreningen arbejder for, at nyt byggeri og ændringer i de eksisterende kulturmiljøer integreres i det bevaringsværdige med omtanke og kvalitet.

 

MEDLEMMER

3

Foreningen er et upolitisk fællesskab af personer, der har ét medlemskab, har én stemme og betaler ét årskontingent.

Ved indmelding i foreningen skal der oplyses navn, adresse og en e-mailadresse, hvortil meddelelser fra foreningen sendes. 

 

GENERALFORSAMLINGER

Generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Indkaldelse sker via e-mail og ved offentliggørelse på foreningens hjemmeside med mindst 21 dages varsel og med angivelse af tid og sted. 

Indkaldelsen vedlægges dagsordensforslag, forslag til dirigent, den godkendte protokol fra forrige generalforsamling, foreningens revisorpåtegnede årsregnskab, budget for det næstkommende år, forslag til fastsættelse af kontingent, eventuelle forslag fra bestyrelse eller medlemmer, oplysning om hvem, der afgår eller er på valg samt oplysning om eventuelle kandidatforslag til bestyrelse, bestyrelsessuppleant eller revisor. Endvidere oplyses det aktuelle medlemstal.

Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:

Valg af dirigent

  1. Formandens og udvalgenes særskilte beretninger for året aflægges til godkendelse
  2.    Godkendelse af regnskabet for det forløbne år, samt budget for næstkommende år
  3. Fastsættelse af kontingent
  4.     Behandling af forslag fra medlemmer, udvalg og bestyrelse
  5.          Særskilte valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor
  6. Eventuelt                

Forslag, der ønskes behandlet på en generalforsamling, skal skriftligt via e-mail være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslag sendes straks via e-mail til medlemmerne. 

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

5

Valg til bestyrelsesmedlem og revisor gælder for 2 år. Valg til suppleant gælder for 1 år.

Dirigenten er ansvarlig for at udfærdige protokol over forsamlingens forhandlinger og vedtagelser.

Protokollen sendes til foreningens medlemmer via e-mail, når den er godkendt af foreningens formand[3].

 

6

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst 10 af foreningens medlemmer begærer dette med redegørelse for mødeemnet og forslag til vedtagelse. Forsamlingen skal herefter afholdes inden 21 dage. Begæringen udsendes af bestyrelsen - uden bestyrelsesbemærkninger - til medlemmerne.

 

REGNSKAB

7

Foreningens økonomiske grundlag baseres på medlemskontingenter, økonomisk støtte fra myndigheder, erhvervsvirksomheder, private samt indtægter for publikationer.

Foreningens likvider indsættes i anerkendt pengeinstitut. Bidrag, der gives til et bestemt formål, indsættes på en særskilt konto i et pengeinstitut og regnskabsføres separat. Ingen af foreningens midler må opbevares kontant. Regnskabet revideres i januar måned og påtegnes af den valgte revisor. 

Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.

 

FORENINGENS BESTYRELSE

8

Foreningen ledes af en ulønnet bestyrelse bestående af formanden og 4 medlemmer. Bestyrelsen holder mindst 6 møder om året. Eventuelle ekstra bestyrelsesmøder kan afholdes efter et bestyrelsesmedlems anmodning. 

Bestyrelsen afgør mellem generalforsamlingerne spørgsmål vedrørende foreningens virke. Formanden tegner foreningen sammen med et bestyrelsesmedlem.

Den nyvalgte bestyrelse vælger af sin midte formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af medlemmerne er til stede. Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøder, men har ikke tale- og stemmeret.

Ved bestyrelsens møder føres under mødet et notat med redegørelse for forhandlingspunkterne og bestyrelsens beslutninger. Notatet godkendes og signeres og bringes straks på foreningens hjemmeside. 

Bestyrelsen kan nedsætte sagsbehandlende faglige udvalg med ét bestyrelsesmedlem og et antal menige medlemmer.

 

ÆNDRING AF VEDTÆGT, OPLØSNING ETC.

9

Ændring af vedtægter samt beslutning om foreningens opløsning kan vedtages på en ordinær generalforsamling med mindst 3/4 af de afgivne stemmer.

Foreningen kan tilsluttes Landsforeninger og organisationer, der støtter foreningens formål.

------

 

Udkast vedtaget på stiftelsesmødet i Rørvig 11. december 2022. Fremlagt på Generalforsamlingen 3. marts 2023.

 

DIRIGENT

Tom Keller Bruun

 

 

 

Initiativtagende stiftere:

Torben Arendal    Susse Brandt    Lone Bruun    Steen Bruun    Tom Keller Bruun    Simon Christiansen  

Annie Brydegaard Danielsen   Otto Graham  Einar Olsen   Finn Sandbo   Lone Sandbo   Kurt Sørensen   Jon Vedel    

                     

                          

 

 

[1] Det gamle Rørvig Sogn, dvs. områderne øst for Nykøbing Sj.

[2] Udgivelse af publikationer, foredrag og formidlingsvirksomhed, rådgivning, udpegning af medlemmer til kommunale udvalg, rejsning af bevarings- og fredningssager, afgivelse af høringssvar.

[3] den ’afgående’ formand